Hvad er aerofagi?
Når vi trækker vejret eller spiser, tager vi alle en smule luft ind. Mennesker med aerofagi trækker vejret på en uhensigtsmæssige måde, så de får for meget luft ned i spiserør og mave. Det kan give smerter og ubehag i maven og ofte ses også muskelspænding i hals- og tunge og åndedrætsmuskulaturen. Symptomerne ses ofte i relation til andre problemstillinger fx stress.
Borgere med aerofagi kan ikke kontrollere deres bøvser. Derfor bøvser de langt flere gange end de gennemsnitlige 30 gange om dagen.
Når man lider af aerofagi kan det være en udfordring at komme igennem en dag på arbejdet, studiet eller en middag med familie og venner. Mange oplever, at det er svært for omgivelserne at forstå. Det kan gøre, at de bliver psykisk sårbare eller vælger at isolere sig. Heldigvis er det muligt at afhjælpe problemet med en logopædisk og fysioterapeutisk indsats.
Udover overdreven bøvsen kan mennesker med aerofagi opleve en række af andre gener:
- Klumpfornemmelse i halsen
- Stemmeproblemer
- Rømmetrang
- Synkebesvær
- Opkast
- Oppustehed
- Forstoppelse
- Smerter i maven.
Et andet fællestræk for mennesker med aerofagi er, at de ofte holder vejret eller taler med en næsten lukket mund, hvilket belaster musklerne omkring mund, hals og mellemgulv yderligere.
Hvordan arbejder vi med aerofagi på IKH?
IKH har et tværfagligt tilbud med fysioterapeutisk og logopædisk indsats til borgere med aerofagi. Tilbuddet tager udgangspunkt i hypotesen om, at aerofagi og symptomer med bøvsen, kvalme og synkebesvær er en adfærdsproblematik, som vi kan afhjælpe ved en kombination af:
- Adfærdsterapi
- Taletræning ved logopæd
- Fysioterapeutisk vejledning omkring åndedræt og afspænding.
I adfærdsterapi har vi fokus på at gøre borgeren bevidst om egne uvaner vedrørende synkning, vejrtrækning og tale, der fører til ufrivillig slugen af luft (aerofagi). Borgeren bliver herefter vejledt i at ændre de uhensigtsmæssige mønstre.
Sådan får du hjælp
Du kan selv henvende sig til IKH, men det er din hjemkommune, der bevilger et forløb efter lov om specialundervisning for voksne.
Efter henvisning skal du gennemgå en individuel undersøgelse hos henholdsvis logopæd og fysioterapeut. Derudover får du en samtale med logopæd og fysioterapeut for at kunne vurdere, om du er i målgruppen for behandling.