Socialområdets Fællesfunktion for Velfærdsteknologi og borgerrettet digitalisering er gået sammen med Teknologisk Institut, Alexandra Instituttet og Specialområde Socialpsykiatri Voksne (SVO) om at teste og måske endda udvikle på teknologiske løsninger til nattetilsyn på de specialiserede botilbud.

Men inden vi når dertil, skal vi være klogere på behov - medarbejdernes og borgernes. Formålet med projektet er nemlig ikke at implementere teknologi. Formålet er at øge borgernes livskvalitet og sundhed. Samtidig ønsker vi at frigøre ressourcer, så medarbejderne kan bruge tiden på de borgere, der har mest behov. Vi drømmer om, at de borgere, der sover godt om natten ikke skal forstyrres, når vi linder på døren, og dem, der har behov for en snak og et glas saft får det - også om natten.

"Det kan fylde rigtig meget for nattevagterne, hvis der er en borger, der for eksempel ringer 15-20 gange og ikke kan give udtryk for, hvad vedkommendes behov egentlig er. Det kan være svært at finde ud af, om det er noget, vi reelt skal gøre noget ved, eller om det bare er en vane at trykke på kaldet”

– Leder på bosted

”Jamen altså, i det store og det hele, så er det jo vores opgave som nattevagt at skabe ro for vores borgere. At de får en tryg nat. Og… jamen helt ærligt, så er det jo nok bedst hvis jeg sidder med hænderne i bukselommen, for så har mine borgere en god nat. Og det vil jo så sige, at så får de også en rigtig god dag.”

– Nattevagt

Den viden, vi indsamler, skal vi bruge i juni, hvor en række virksomheder har sagt ja til at deltage i vores behovsbazar, så vi kan blive klogere på, hvilke løsninger, der findes derude, inden vi udvælger til test i efteråret.

Følg med i vores rejse og se, hvordan vi sammen skaber innovative løsninger for socialpsykiatrien. Projektets forankring på SVO ledes af Forsknings- og Udviklingskonsulent Jakob Hald og Leder af Socialområdets fællesfunktion for velfærdsteknologi og borgerrettet digitalisering Gerd Hultberg.

Læs hele projektbeskrivelsen.