Jeg har en diagnose, hvad gør jeg?

Nogle studerende har mere end én udfordring, når det kommer til læring. Dette kaldes sammensatte vanskeligheder. Det kan fx være, at du både er ordblind og har en anden diagnose – som ADHD, autisme eller generelle indlæringsvanskeligheder.  

Ordblindetesten er udviklet til at måle ordblindhed – og den fungerer bedst, når det kun er ordblindhed, der er på spil. Hvis du har en anden diagnose, kan det være svært at sige, om dine læse- og skrivevanskeligheder skyldes ordblindhed eller den anden diagnose. Derfor kan det være nødvendigt at anvende andre testmaterialer end Ordblindetesten for at få et mere nuanceret billede. 

Jeg er testet gul, hvad gør jeg?

Hvis du har fået et gult resultat i Ordblindetesten, betyder det, at du har nogle vanskeligheder med at læse og skrive, men ikke i samme grad som studerende, der er ordblinde. Det kaldes usikker fonologisk kodning. 

Som udgangspunkt giver et gult resultat ikke automatisk ret til støtte gennem SPS (Specialpædagogisk støtte), men du kan søge en bevilling på en supplerende test. Henvend dig til din SPS-vejleder på studiet for at høre mere om dine muligheder.  

Jeg er testet flere gange – hvilken test gælder?

Ordblindetesten er udviklet til at blive anvendt en enkelt gang. Hvis du er blevet testet flere gange med Ordblindetesten, er det som regel den første test, som giver det mest retvisende billede af dine afkodningsfærdigheder. Din SPS-vejleder på studiet kan hjælpe dig med at forstå, hvad dine testresultater betyder, og hvad der gælder i din situation.  

Jeg har lavt ordforråd på dansk, hvad gør jeg?

Ordblindetesten indeholder en deltest, som måler dit ordforråd - altså hvor mange ord du kender og forstår. Hvis du scorer lavt i denne del, kan det betyde, at et begrænset ordforråd har påvirket dit samlede testresultat. I disse tilfælde kan læse-/ skrivekonsulenten følge op med andre tests, som undersøger dit ordforråd mere grundigt. 

Hvad hvis jeg ikke har nok dansk ordforråd til at tage testen? 

Hvis du ikke har et tilstrækkeligt ordforråd på dansk, kan det være svært at gennemføre Ordblindetesten på en retvisende måde. I stedet kan læse-/ skrivekonsulenten henvise dig til andre tests, som fokuserer på dine fonologiske færdigheder - altså hvordan du arbejder med lyde i sproget, uanset hvor stort dit ordforråd er.  

Læs mere om specialpædagogisk støtte.