Vigtig viden om ordblindhed
- Der er ikke to ordblinde, der er ens. Det er forskelligt, hvordan den enkelte oplever sine vanskeligheder.
- Ordblindhed er uafhængigt af intelligens.
- Ordblindhed kan være arveligt.
- Ordblindhed varer hele livet.
- Det er uklart, hvor mange der er ordblinde i Danmark, men det anslås, at det er omkring syv procent (Ordblindeforeningen Danmark). Dog er der mange, der aldrig bliver testet, hvilket kan betyde , at der er et stort mørketal.
- Ordblindhed er en funktionsnedsættelse, som medfører, at ens læsning og skrivning kan blive udfordret i takt med omgivelsernes skiftende krav.
- Ordblindhed er nedsat evne til at koble bogstav til lyd og lyd til bogstav. Det vil sige at kunne sætte lyd på ordene i en tekst, når man læser den, og stave de ønskede ord mens man skriver. Hvis man ikke er ordblind, sker denne kobling automatisk, hvorimod det tager ekstra tid og energi, hvis man er ordblind.
Hvis du er studerende og kan genkende dig selv i noget af den nedenstående beskrivelse, kan du blive testet. Du kan kontakte din SPS-vejleder på studiet, som kan søge en bevilling til en ordblindetest. Når denne er bevilliget, vil du modtage en indkaldelse i din digitale post.
Hvordan kan ordblindhed komme til udtryk for studerende?
Mange studerende kan opleve udfordringer med læsning og skrivning. For eksempel kan man bruge flere timer på at læse en tekst, for derefter at have svært ved at huske, hvad den handlede om. Tilsvarende kan man opleve at man ikke kan fange sine egne stavefejl i en faglig opgave.
Alle studerende vil i løbet af deres studie opleve modgang, men nogle studerende oplever særlige udfordringer med læsning og skrivning. Måske på grund af ordblindhed.
Der er mange, som først finder ud af, at de er ordblinde på deres videregående uddannelse.
Herunder kan du læse mere om konkrete vanskeligheder, man kan opleve som ordblind på en videregående uddannelse.
Læsning
For nogle ordblinde kan læsning være præget af pauser og stop foran ukendte ord. Det kan forstyrre læseflowet og dermed gøre teksten svær at forstå og huske. Andre ordblinde springer ukendte ord over eller opgiver at læse teksten.
Skrivning
Ordblindevanskeligheder kan vise sig på forskellige måder, når du skriver. Det kan fx være svært at anvende korrekte endelser, og du kan være usikker på grammatikregler. Måske oplever du vanskeligheder med at stave lange og ukendte ord. Du kan også komme til at forveksle ord eller måske bytte rundt på bogstaver, og det er ikke altid, du selv opdager fejlen.
Konsekvensen kan være, at du ikke kan bruge dit fagsprog i opgaver, fordi du føler, at du er nødt til at skrive ord, som er lettere at stave. Måske oplever du, at betydningen går tabt, og at teksten fremstår uklar. Du mister måske også overblikket over det, du har skrevet, og det kan være at skabe en rød tråd i længere opgaver.
Mundtlighed
Måske oplever du vanskeligheder med at udtale ord korrekt eller med at huske fagbegreber. Du kan også have vanskeligheder med at formulere sætninger, der giver mening.
Tidsforbrug og energi
Du kan opleve, at læsning og skrivning kræver ekstra meget tid og energi. Du bruger meget af din opmærksomhed på at læse og stave i stedet for at analysere eller reflektere over stoffet. Det kan derfor være svært at følge med på studiet på trods af, at du bruger meget mere tid og energi end dine medstuderende.